Varer til 10 portioner
Ingredienser til 10 portioner
Bund:
• 3 æggehvider
• 40 g rørsukker
• 75 g hasselnødder, blendet til mel i en minihakker eller foodprocessor
• 25 g græskarkerner, blendet til mel i en minihakker eller foodprocessor
Citronfyld:
• Saft (30 g) og fintrevet skal fra 2 økologiske citroner
• 15 g hvedemel
• 35 g majsmel
• 150 g sukker eller sukrin
• 300 g vand
• 15 g rapsolie
• 3 æggeblommer
Marengs:
• 3 æggehvider
• 25 g sukker
Pynt:
• Evt. lidt citronmelisse eller gule blomster fra skovsyre
Fremgangsmåde
Bund:
Pisk æggehviderne stive, og tilsæt sukker undervejs, så det bliver til en luftig masse. Vend nøddemelet i æggehviderne. Kom bagepapir i en springform, eller smør den med rapsolie. Formen skal være ca. 22 cm i diameter. Bag bunden i 5-15 minutter ved 175 grader varmluft. Bunden skal være sprød, men ikke for tør.
Citronfyld:
Kom citronskal og -saft, hvedemel, majsmel og sukker i en lille kasserolle. Pisk godt i gryden, mens vandet langsomt tilsættes lidt ad gangen. Varm det hele op, til det koger. Bliv ved med at røre i massen, til den bliver tykkere. Det tager op imod 10-15 minutter. Tag gryden af varmen. Pisk æggeblommerne sammen. Bland lidt af citronmassen med de 3 æggeblommer i en skål. Hæld æggeblommerne ned i resten af citronmassen i kasserollen, og varm det langsomt op igen. Det må endelig ikke koge, da der så er risiko for, at det skiller. Massen skal være godt cremet, lidt som en tyk grød. Hvis du ikke synes, den bliver tyk nok, kan du piske lidt mere majsmel i. Lad citronmassen køle af.
Marengs:
Pisk æggehvider og sukker stift. Kom massen i en sprøjtepose, så du kan lave et flot mønster oven på kagen.
Saml kagen:
Kom citronmassen på nøddebunden. Fordel derefter marengsen over citronmassen. Sæt små marengstoppe hele vejen rundt i kanten af kagen. Fortsæt på denne måde, indtil hele overfladen er dækket. Bag evt. kagen 5-10 minutter ved 250 grader, så marengsen får en smuk, gyldenbrun farve. Pynt med citronmelisse eller gule skovsy- reblomster.
Opskriften er fra bogen Nordisk Middelhavskost
Seneste kommentarer